Hunden og kattens sommerferie
Alt efter hvilke ferieplaner I har for jer selv og jeres kæledyr, er det en god ide at gå tidligt i gang med de nødvendige forberedelser til ferien.
Hvis I planlægger en ferietur til sommer skal I overvejer hvor jeres dyr skal være mens I rejser; skal de med på rejsen? Skal de holde ferie i en kennel eller skal de passes hos venner eller familie?
Ferietur sammen med kæledyrene
Der findes forskellige regler for rejser med kæledyr alt afhængig af hvor man rejser hen og til hvilke lande. Ikke alle rejseregler vil blive gennemgået i denne artikel. Fokus vil være på en gennemgang af de forskellige regler for EU-dyrepas og de specielle regler for rejse til Sverige og Bornholm.
Hvis I skal rejse udenfor EU så søg information for rejseregler på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Gå i gang i rigtig god tid da der evt. kan være regler omkring karantæne eller blodprøver. Husk i den forbindelse også at I sammen med jeres dyr skal opfylde kravene om at komme tilbage ind i Danmark igen.
Vær desuden opmærksom på at gældende rejseregler kan ændres.

EU-pas til kæledyr. Rabies vaccine mod hundegalskab
Følgende rejseregler for kæledyr gælder indenfor EU, med undtagelse af Irland, Malta, Sverige og Storbritannien:
Hunde og katte der rejser inden for EU skal ledsages af en person
De skal være ID-mærket
De skal have et gyldigt EU-pas til kæledyr (se billede)
De skal have en gyldig rabies-vaccination mod hundegalskab
Alle hunde i Danmark skal være ID-mærket inden de fylder 4 måneder. ID-mærkning kan enten være en tatovering eller en chipmærkning. Katte kan også blive chipmærket eller øretatoveret. Dette er dog ikke et lovkrav i Danmark, MEN det er et krav hvis katten skal krydse landegrænsen.
EU-passet er gyldigt når det er udstedt af en dyrlæge og det samtidig indeholder et gyldigt bevis for en rabies-vaccination af dyret mod hundegalskab. Hvis dyret ikke tidligere er vaccineret mod hundegalskab, er rabies-vaccinationen først gyldig 21 dage efter den er indgivet første gang. Hvis dyret tidligere er vaccineret mod hundegalskab og er revaccineret indenfor den gældende tidsfrist, er den gyldig med det samme efter seneste rabies-vaccinering. En gyldig rabies-vaccination må ikke være foretaget før den dato hvor dyret er blevet ID-mærket. Den rabiesvaccine (se billedet) vi bruger giver en gyldig vaccinationsstatus i 1 år, hvis dyret vaccineres inden det er 1 år gammelt og i 3 år hvis dyret bliver vaccineret efter det er 1 år. Revaccinationsdatoerne skal overholdes hvis EU-passet skal være gyldigt.
Rejse med kæledyr til Sverige
Hvis kæledyret skal med til Sverige skal dyret være ID-mærket og have et EU-dyrepas som beskrevet ovenfor. For rabies-vaccination gælder det at dyret skal være minimum 3 måneder gammelt første gang det bliver vaccineret. Første gang dyret skal til Sverige skal der minimum 120 dage efter den seneste rabies-vaccination udtages en blodprøve fra dyret. Denne blodprøve bliver efterfølgende undersøgt for rabies-antistoffer. Ud fra mængden af antistoffer kan man konstatere om dyret har reageret tilfredsstillende på vaccinationen. For at sikre at dyret reagerer tilfredsstillende anbefaler vi at dyret rabiesvaccineres 2 gange med en måneds mellemrum. Laboratoriesvaret skal til sidst skrives ind i EU-passet af dyrlægen.
Når alt er i orden med blodprøver er det vigtigt at dyret fremover revaccineres for hundegalskab indenfor fristen for revaccination. Her gælder igen at dyr der er rabies-vaccineret mens de var under 1 år skal revaccineres indenfor 1 år, mens vaccinationen er gyldig i 3 år for kæledyr som var over 1 år da de sidst blev vaccineret. Fristerne for revaccination vil fremgå af EU-passet.
Som en særlig regel ved rejser til Sverige så skal kæledyret tidligst 10 dage inden indrejsen behandles mod bændelorm. Dette skal ske hos dyrlægen som skal bekræfte behandlingen i EU-passet.
Rejser med kæledyr til Bornholm
Hvis man rejser med kæledyr til Bornholm fra Sjælland gennem Sverige gælder følgende regler:
- Man skal rejse gennem Sverige fra Helsingborg til Ystad eller fra Lernacken (Øresundsbroen) til Ystad, og fra Ystad skal dyret transporteres direkte til Bornholm.
- Dyret må indenfor de sidste 6 måneder ikke have været i andre lande end EU lande eller Schweiz, Norge, Island og Liechtenstien.
- Man skal have en pladsreservation til færgen fra Ystad og kæledyret må ikke forlade bilen eller have kontakt med andre dyr mens det er i Sverige.
- Opholdet i Sverige må maximalt vare 4 timer.
- Dyret skal være ID mærket og det skal igen behandles mod bændelorm af dyrlægen tidligst 10 dage før indrejse i Sverige - OBS -
- Dette gælder både ud og hjemturen. Ormebehandlingen skal dokumenteres på en blanket fra de svenske myndigheder
eller i et EU-pas.
- Herudover skal kæledyrets ejer udfylde en indførselsanmeldelse der findes online på de svenske Toldmyndigheders hjemmeside.
Rejser man direkte fra Jylland til Bornholm gennem Sverige skal alle regler for indrejse til Sverige overholdes.
Kæledyret på kennel i sommerferien
Kennelerne stiller forskellige krav til kæledyr ved et ophold, så det er en god ide at spørge på kennelen om hvilke regler netop de har i god tid før et ophold. Generelt anbefaler vi at dyret er gyldigt vaccineret samt at man har overholdt de tidsfrister for vaccinationer der står i dyrets vaccinationsbog. Hvis tidsfristerne ikke er overholdt anbefaler vi at man vaccinerer katte minimum 4 uger inden de skal på kennel og hunde 3 uger inden de skal på kennel.
På Vildbjerg Dyrehospital vaccinerer vi normalt katte mod kattesyge, katteinfluenza og katteleukemi. Hunde vaccineres mod hundesyge, parvovirus, leverbetændelse, leptospirose og kennelhoste. Der er kommet en ny kennelhoste-vaccine (se billedet herunder) som supplerer den almindelige vaccine som bruges til at forebygge kennelhoste forsaget af virus. Denne nye kennelhostevaccine forebygger kennelhoste forsaget af bakterier og giver derfor en endnu bedre dækning mod sygdommen. Flere kenneler stiller krav om at hunde også skal være vaccineret med den nye kennelhostevaccine. Den nye kennelhoste vaccine kan gives samtidig med den almindelige vaccine eller alene. Den nye kennelhoste vaccine gives som et lille dryp i næsen på hunden. Hvis hunden aldrig er vaccineret før med den nye kennelhostevaccine skal den gives 3 uger før kennelopholdet, ellers minimum en uge før.

Den nye kennelhoste vaccine
Kæledyr på ferie hos venner eller bekendte
At få kæledyret passet hos familie eller venner er nok det nemmeste for de fleste ejere. Husk dog stadig at dyret bør være gyldigt vaccineret før et sådant ophold. Dette er selvfølgelig ikke noget krav, men det er ærgerligt hvis kæledyret bliver smittet mens det bliver passet af andre.
Uanset hvordan hunden og katten holder ferie, så sørg for at have nok af det foder dyret plejer at få. Pludselige foderskift kan give problemer med maven og det er ærgerligt midt i ferien.
Vildbjerg Dyrehospital | Bredgade 54 | 7480 Vildbjerg | tlf. 97 13 19 11 | fax 97 13 34 11